Neufeld logo 16
juni

Gordon Neufelds og Gabor Matés bestseller

Hold On to Your Kids - Why Parents Need to Matter More Than Peers - er endelig udkommet på dansk, hvor den har fået titlen:

Dit barn har brug for DIG - forældre er vigtigere end jævnaldrende - og sådan er den kommet til at se ud:

Forside
Det er en helt ubeskrivelig glæde for mig, at denne bog nu endelig er udkommet på dansk.
Som det fremgår af Gabor Matés forord til bogen, er indholdet Gordon Neufelds. Gabor Matés rolle var at være den fødselshjælper, der sørgede for, at den blev en realitet.

Jeg er taknemmelig for at Skjødt Forlag tog opgaven på sig med at udgive denne vigtige bog, og jeg håber den vil blive læst af alle forældre, bedsteforældre, og alle andre der har fået det hverv at være med til at hjælpe vores børn godt på vej i livet.

Det er umuligt med få ord at beskrive den dybde og fylde Gordon Neufelds bog og kurser repræsenterer, men jeg vil gøre et forsøg alligevel:

En sjælden gang i mellem kan vi møde noget i livet, som har en sådan kraft i sig, at det formår at forløse noget meget dybt i os, som kan beskrives som en større og mere ægte menneskelighed. Det kan ske gennem et personligt møde, gennem en bog, et stykke musik eller andet.
Mødet med Gordon Neufelds helt særlige tilgang har haft en sådan betydning for mig selv og alle de mennesker, jeg har mødt, der har fordybet sig i det, han har at formidle. Vi forvandles imidlertid ikke som mennesker fra det ene øjeblik til det andet. Vores liv er én lang udviklingsproces, det tager tid at ændre gamle vaner og mønstre for at skabe plads til nye tanker og holdninger.

Denne bog handler om, hvordan forældrenes kærlighed til deres barn kan komme til at bære frugt. Den understreger vigtigheden af, at vi giver den rigtige omsorg til vores børn. Den beskriver bl.a. hvordan hierarkiet mellem den voksne og barnet er afgørende for, at barnet kan være åbent og modtageligt for den omsorg, der strømmer det i møde fra den voksne.
Vi har længe som samfund haft den holdning, at voksne og børn bør være ligeværdige, og på et vist plan er dette jo sandt. Vi er ligeværdige i kraft af vores menneskeværd. Men når det gælder omsorg og opdragelse, må forælder og barn være i et hierarkisk forhold til hinanden, for at barnet kan være modtageligt for den voksnes omsorg og opdragelse. Barnet mærker instinktivt, at hierarkiet er nødvendigt, og indtager den voksne ikke den ledende position, må barnet selv tage affære med katastrofale følger. For et barn kan ikke give sig selv omsorg, ej heller opdrage sig selv. Uden det tydelige hierarki, den klare ledelse fra den voksne, vil barnet blive uroligt og usikkert. Kærligheden og omsorgen kan ikke længere flyde som den skal, og barnet vil komme til at sulte emotionelt, og må derfor forsøge at finde tilfredsstillelse på anden vis.

”Dit barn har brug for dig” hvad enten du er forælder og barnet er dit eget, eller du er en vigtig omsorgsperson i et barns eller ungt menneskes liv. Jeg håber at læsningen vil varme dit hjerte og lade dine tårer strømme, hvor det er nødvendigt. Disse tårer der både er nødvendige for vores børn og for os selv som voksne.
"Dit barn har brug for DIG" kan købes ved din boghandler eller direkte ved forlaget:
https://skjødtforlag.dk/
KÆRLIGE SOMMERHILSNER

GRETE LYNGDORF
ACTING REGIONAL DIRECTOR FOR NEUFELD INSTITUTE I DANMARK
Email Marketing Powered by MailPoet